Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Om Kalvebod Fælled Skole

Vores skole er en helt ny folkeskole der ligger i Ørestad Syd, Københavns Kommune.

Vores skolebygning stod først færdig i foråret 2018, men allerede på nuværende tidspunkt går der omkring 450 børn på skolen. Børnene kommer kun fra skolens grunddistrikt, som er et stort boligområde under opbygning omkring den nye skolebygning.

Skolen er født med en idræts og bevægelsesprofil. Dette spiller ind både i forhold til den nye flotte skolebygnings arkitektur og indretning, samt i forhold til hvordan vi planlægger og udfører undervisning og aktiviteter i løbet af børnenes dag i skole og Fritidsinstitution. Vi er optaget af, at børnene hver dag skal møde idræt og bevægelse - både i de boglige og de kreative fag, samt i de tilbudte fritidsaktiviteter. Derfor er alle vores ansatte rekrutteret efter erfaring med og interesse for netop dette. Vores profil er tænkt bredt med fokus på det kropslige, det sansemotoriske og det sundhedsmæssige aspekt og ikke på eliteplansidræt.

Vi ønsker på Kalvebod Fælled Skole, at være en skole, hvor alle områdets børn vil trives og udvikle sig optimalt. Vi har fokus på at udfordre, støtte og hjælpe alle vores børn socialt og fagligt. Og vi arbejder på at skabe gode og sammenhængende dage, hvor der netop er rum til fordybelse i fag og aktiviteter, der inspirerer og understøtter børnenes faglige og sociale udvikling.

På Kalvebod Fælled Skole arbejder lærere og pædagoger tæt sammen i det daglige og vi prioriterer, at hver klasse skal have få lærere og en klassepædagog tilknyttet, så relationerne til børnene kan knyttes tæt i et trygt miljø med få gennemgående voksne. Børn og forældre oplever, at det er af mindre betydning om de går til klassens lærer eller pædagog, når noget skal drøftes. For et tæt teamsamarbejde betyder at hele teamet deler viden og omsorg for de enkelte børn.

På Kalvebod Fælled Skole har vi store ambitioner på børnenes vegne.

Vi følger folkeskoleloven og efterstræber, at nå de satte vidensmål og færdighedsmål for alle vores børn. Derudover sætter vi selv andre mål for børnene og underviser dem ind i mellem også i fag, som ellers ikke hører til på deres aktuelle klassetrin. Som eksempel kan nævnes, at vi underviser 0. klasse i engelsk, selvom der i loven står at dette først skal ske i 1. klasse.

På Kalvebod Fælled Skole er vi optaget af at skabe klasserum og læringssituationer hvor alle børn kan fordybe sig og udvikle sig optimalt. På den baggrund arbejder vi i alle vores klasser med redskaber som piktogrammer, stemmeskalaer og guidende pædagogik. Vi tilstræber at dagene starter ens i alle klasser og at struktur og ro i undervisningen skaber flest mulige rum for læring og fordybelse.

I fritidsinstitutionen og i frikvartererne skal børnene også kunne fordybe sig i leg og aktiviteter. Vi har derfor en vedtaget mobilpolitik og ingen børn på skolen har mobiltelefoner tændt fra de kommer om morgenen til de går hjem om eftermiddagen. Vi og forældrene oplever, at dette giver gode dage for børnene uden distraktioner, så læring og leg kan fylde indenfor og udenfor.

Tryghed og trivsel er afgørende værdier hos os og vi vægter højt at holde klassemøder og individuelle samtaler med børnene, så vi hele tiden har en fornemmelse for, om det enkelte barn trives og er trygt.

På skolen tilstræber vi et tæt familiesamarbejde og vi prioriterer telefonopkald fremfor at skrive mails frem og tilbage. Skal alvorligere ting drøftes foregår dette altid ved et møde på skolen, hvor klasselærere og klassepædagog deltager.

Skolens forældre er engagerede og understøttende i forhold til vores arbejde med børnene. Forældrene deltager i forældremøder og fællesarrangementer og i klasserne vil man ofte møde trivselsråd og kontaktforældre, der gør en ekstra indsats for klassens trivsel ved at arrangere fælles legepladsture, ture på naturskolen eller klassefester.

Børnene på skolen afspejler befolkningssammensætningen. Vi har børn fra alle slags hjem, fra forskellige lande, med forskellige religioner, forskellige modersmål og fra helt forskellige familier. Vi har børn hvis forældre er skilt, børn der kun har en enkelt forælder, børn med adhd eller autisme, børn i sorg, tosprogede børn, børn der lærer langsomt og børn der lærer lynhurtigt. Vi har børn der i korte perioder har brug for ekstra støtte og omsorg. Og børn, som har brug for dette hver dag.

Vi er stolte af vores arbejde med alle vores børn og af at vi er en skole, hvor personalet fortløbende arbejder på at udvikle deres pædagogik, metoder og tilgange - så alle vores børn kan trives og udvikles i vores fællesskab.

Skolens personale består af pædagoger, lærere, medhjælpere, administrativt personale, køkkenpersonale og skolens ledelse. I vil opleve, at vi tænker os som én organisation og ikke som en skole og en fritidsordning.

Dette afspejler sig også i vores nye skolebygning hvor alle vores lokaler og udenoms arealer er tænkt til fælles brug.

Bygningen bruges også af fritidsklubben, samt de mange fritidsbrugere fra lokale idrætsforeninger.

Der er næste altid folk i bygningen og vi oplever, at alle føler sig ansvarlige for at passe godt på skolen og vores omgivelser.

Skolen er ny og fantastisk smuk. Vi får derfor mange gæster udefra. Vi forsøger at byde folk velkomne – men passer også godt på, at børnenes arbejdsmiljø ikke forstyrres unødigt.

Skulle I have lyst til at høre mere om skolen, er I meget velkomne til at ringe til os.

Maria Bælum Mauria

Skoleleder

Kalvebod Fælled Skole