Fritidsinstitutionen på Kalvebod Fælled Skole er placeret på skolen. Åbningstiderne er som følger:
- Morgen KKFO:
- Mandag til Fredag: Kl.: 06:15 til 07:50
- Eftermiddags KKFO:
- Mandag til Torsdag: Kl.:13:30 til 17:00
- Fredag: Kl.: 13:30 til 16:00
Fritidsinstitutionen ved Kalvebod Fælled Skole er en integreret del af Kalvebod Fælled Skole både hvad angår pædagogik, visioner og værdier.
Vi har fokus på fællesskab, relationer og social dannelse, det er vigtige pejlemærker i alt hvad vi laver sammen - børn og voksne. Vi bruger Kalvebod Fælled Skoles værdier som fundament for udvikling og planlægning af vores aktiviteter. Værdierne er: Samhørighed, Stræben, Visdom, Mod og Leg
På nuværende tidspunkt (efteråret 2019) er 330 børn fra 0-3. klasse indskrevet.
Profil
Vores profil er tænkt bredt med fokus på det kropslige, det sansemotoriske, det pædagogiske og det sundhedsmæssige aspekt. Vi er født med en idræts- og bevægelsesprofil og er certificeret i pædagogisk idræt.
Det legende menneske og det at kunne se mange mulige løsninger i forhold til de udfordringer vi møder, er en vigtig del af vores hverdag - hos os er der højt til loftet og plads til eksperimenter.
Vi sætter en ære i at børn altid ses og mødes af en voksen. Dette spiller ind i forhold til hvordan vi planlægger og udfører aktiviteter i løbet af børnenes dag. Vi har et varieret tilbud af aktiviteter og der er typisk to forskellige bevægelsesaktiviteter hver dag i fritidsinstitutionen.
Gennem veltilrettelagte pædagogiske aktiviteter understøtter vi børnenes muligheder for at udvikle sociale kompetencer og giver dem mulighed for at forstå deres betydning i succesfulde samarbejdsrelationer.
I nogle aktiviteter er der tilmelding og forpligtende deltagelse - andre kan der gås til og fra.
Vi udvikler os hele tiden i fællesskab.
Skolen og Fritidsinstitutionen/KKFO arbejder tæt sammen om børnenes alsidige udvikling.
I fritidsinstitutionen/KKFO er der fokus på børnenes relationer og at de får mulighed for at være en aktiv del af vores fællesskaber.
Vi har fokus på at udfordre, støtte og hjælpe alle vores børn i trygge, aktive og rolige omgivelser. Og vi arbejder på at skabe gode og sammenhængende dage, hvor der er rum til fordybelse i leg og aktiviteter, der inspirerer og understøtter børnenes sociale udvikling.
Tryghed og trivsel er afgørende værdier hos os og vi afholder børnemøder, så vi hele tiden har en fornemmelse for, om det enkelte barn og børnegruppe trives og er trygge.
Familiesamarbejde
På skolen og Fritidsinstitutionen/KKFO tilstræber vi et tæt familiesamarbejde og vi prioriterer telefonopkald fremfor at skrive mails frem og tilbage.
Skal alvorligere ting drøftes foregår dette altid ved et møde på skolen, hvor klassepædagog og klasselærer deltager.
Vores tre pædagogiske fagteams:
UMD: Udtryk, Musik &Drama
Vi arbejder med sansning via ord, rytmer og lyd. Igennem musik og drama lærer barnet at udtrykke sin fantasi og kreative kunnen. Vi arbejder med 4 hovedtemaer: Musik, Historielæsning, Teater og Rollespil
Her er der mulighed for kor, band, drama, teater, leg og undervisning i diverse instrumenter m.m.
VNT: Værksted, Natur & Teknik
Vi arbejder med forskellige kreative processer og en fornemmelse for former og farver i forskellige værksteder ude og inde. I de processer arbejder vi med barnets evne til at se nuancer og udfolde sig kreativt.
Her er der mulighed for syning, grovværksted, bål, fælledture, rollespil, warhammer m.m.
SKB: Sundhed, Krop & Bevægelse
Vi arbejder med pædagogisk idræt som medie til at udvikle børnenes fysiske, psykiske, sociale og kognitive kompetencer. Vi udfordrer børnene i kendte, som ikke kendte idrætsgrene/lege.
Her er der blandt andet mulighed for dans, yoga, basket, badminton, spring, fodboldskole m.m.
En typisk dag
Børnenes dag starter i klassen, hvor de bliver krydset ind og får en gennemgang af dagens værksteder og aktiviteter.
Herefter vælger hvert barn hvilket værksted, aktivitet eller fællesskab det vil deltage i. Vores værksteder og aktiviteter åbner typisk mellem kl. 13.30 og 14.00; dette afhænger af hvor meget der skal gøres klar.
Omkring kl.16 og indtil 16.30 begynder vi at samle børnene i færre værksteder og aktiviteter. Kl.16.30 lukkes der ned i værkstederne og vi samles i fællesrummet, hvor vi har en fælles afslutning på dagen i den sidste tid inden man bliver hentet. Det kan være i sofaerne, hvor der er snak om dagens oplevelser og hvor der bliver læst en god historie. Eller det kan være ved et af bordene, hvor der er mulighed for at spille spil eller tegner.